en blog til zina.dk

en blog til zina.dk

: : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : : :


Her mødes gamle og nye - kendte og ukendte venner af zina.dk. Vi skriver til og for hinanden. Til højre er der forskellige kategorier fra få til mange ord, man kan også klikke direkte på et indlæg, som lyder spændende, følge snakken gennem tiden ved at scrolle nedad, eller bare klikke på et navn på en af dem, man synes skriver godt eller sjovt eller vildt og læse, hvad de ellers har skrevet.

San Juan de la Cruz

mange ordPosted by guest 07 Jan, 2017 17:37:15


"Noche oscura del alma"

En una noche oscura
con ansias, en amores inflamada,
¡oh dichosa ventura!
salí sin ser notada,
estando ya mi casa sosegada.

A oscuras, y segura,
por la secreta escala disfrazada,
¡Oh dichosa ventura!
a oscuras, y en celada,
estando ya mi casa sosegada.

En la noche dichosa
en secreto, que nadie me veía,
ni yo miraba cosa,
sin otra luz y guía,
sino la que en el corazón ardía.

Aquésta me guiaba
más cierto que la luz del mediodía,
adonde me esperaba
quien yo bien me sabía,
en parte donde nadie parecía.

¡Oh noche que guiaste!
¡Oh noche amable más que la alborada:
oh noche que juntaste
Amado con Amada.
Amada en el Amado transformada!

En mi pecho florido,
que entero para él sólo se guardaba,
allí quedó dormido,
y yo le regalaba,
y el ventalle de cedros aire daba.

El aire de la almena,
cuando yo sus cabellos esparcía,
con su mano serena
en mi cuello hería,
y todos mis sentidos suspendía.

Quedéme, y olvidéme,
el rostro recliné sobre el Amado,
cesó todo, y dejéme,
dejando mi cuidado
entre las azucenas olvidado.





  • Comments(4)//blog.zina.dk/#post260

en unødvendig opgave

mange ordPosted by Zina Zinetti 22 Sep, 2016 20:20:44

Det er så fejl-reflektionen af min formåen som forstyrrer. Jeg føler et stærkt behov for at rette i andre menneskers perception - det jeg så synes er en fejl-reflektion ... men hvori ligger fejlen? er der en fejl? hvorfor må folk ikke se det, de ser og opfatte og udtrykke det, de ser? Hvorfor skal jeg rette på det? Deres perception er vel lige så valid som min. Og er vel egentlig ikke min, men netop deres. Hvorfor skal jeg eje den? Og nå ja, og hvorfor kan jeg så oven i det ikke rumme at være sådan som jeg er... bekymret, optaget, villende og interesseret? Hvorfor skal jeg være super zen og fed med det? Det synes som en alt for stor og unødvendig opgave at tage på sig



  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post254

som jeg ser det

mange ordPosted by Katie 23 Mar, 2016 14:32:09

Kerouac, Ginsberg og Burroughs og deres tid i NY. Hvad var det med dem? hvad skete der? hvad skabte de? kan vi noget med det i dag? Der da de bøvlede rundt i NY i slut 40’erne og 50’erne. Den tomhed de søgte i intet at have, intet at skulle. Alt var muligt i dette limbo af ingenting. Tomheden som så kunne blive noget. Alt kunne mærkes, alt blottet og fuld skrue på følelserne.

Også i dag er vi berøvet alt, eller vi har ladet os berøve alt. Vi er moderne slaver, bundet af sociale og politiske burder og kreerede falske økonomiske behov. Men måske netop gennem dette, kan vejen vise sig for os. Når vi opgiver spillet. Melder os ud. Når vi slipper forsøget på at være med, at være inkluderet. Muligheden viser sig for et indre oprør. En vej ud af fastholdelsen gennem en søgen indad og udad. Uden kobling t verden som den er. Udenfor men indeni. Tomheden. Der er ikke mere vi kan gøre. Kun de blottede nerver er tilbage.

Kan man lave det skift? et skift i fokus. Ikke i trods ikke som ikke-villen. men som et rungende ja i iver og opløftethed. Beatitude? Naaah, det bliver for religiøst. Men henover, ja, under og igennem, retningen er lige meget. Der er behov for begejstring! Umiddelbar glæde. aaarh fuck glæde. det er trættende at høre på. men ud og frem og henover. slip slip slip lortet. Lad det være, der tynger ned. Det der lokker m simpelt velvære, blødhed og slatten smiger. lad dig ikke lokke - men lad dig hive med af det som kan mærkes helt ind i knoglerne, som får alle cellerne t at sitre og som kilder helt ned i storetåen. Dér ligger guldet og dér tror jeg vi kan finde vejen. Ikke bare ud af det store forkromede slaveri men også hen t den nødvendige forandring. Lige nu.







  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post249

Arthur Rimbaud

mange ordPosted by guest 20 Mar, 2016 22:57:53


The Poet makes himself a seer by a long, gigantic and rational derangement of all the senses. All forms of love, suffering, and madness. He searches himself. He exhausts all poisons in himself and keeps only their quintessences. Unspeakable torture where he needs all his faith, all his superhuman strength, where he becomes among all men the great patient, the great criminal, the one accursed—and the supreme Scholar!—Because he reaches the unknown! Since he cultivated his soul, rich already, more than any man! He reaches the unknown, and when, bewildered, he ends by losing the intelligence of his visions, he has seen them. Let him die as he leaps through unheard of and unnamable things.





  • Comments(2)//blog.zina.dk/#post248

distraktion ingenting afslutning

mange ordPosted by Katie 02 Sep, 2015 20:51:28

Det er fordi, der mangler distraktion. Det som fører mine tanker væk fra det, som ikke er. Det starter med, at jeg ikke har og ikke får. Tomheden kommer og efterlader mig nøgen. Alt kommer tæt på og ind under huden. Jeg bliver over følsom. Og der er alt for meget tid til tilstedevær. Der er ingen ting, jeg skal, ikke noget der kalder. Intet kommer og flytter mig væk fra mig selv. Distraherer mig med råb, tanker, villen. Så jeg sidder bare der og hører og ser alt hele tiden. Blokeret og fastspændt i nu.

Så jeg går indad. Begynder at rode godt og grundigt i min sjæls gemmer, og hvad jeg finder hives og trækkes frem, vendes og drejes uendeligt. Jeg vil finde meningen med det, forstå det hele alle detaljerne og bevæggrundene alt det, der fordrede mig til at ende, hvor jeg er. Et spinkelt håb om at tingene giver mening og sker af en grund. Jeg vrider mig af smertelig erkendelse. Der er ingenting.

Nu går jeg udad. Til alle dem der er derude. Hvem er du? Hvorfor er du her? Lad mig kigge på dig, finde dig, føle dig. Pille dig fra hinanden. Lad os ligge i sammensmeltet ske og lad os nive og knibe hinanden, så smerten vækker os til live. Du skal også føle. Du skal også mangle. Vi skal stå samme sted med samme tomhed. Erkendelsen af endelighed og den fuldkomne magtesløshed. Det er afslutningen.



  • Comments(6)//blog.zina.dk/#post221

vraget

mange ordPosted by Sussie Wussie 07 Dec, 2014 15:27:32

aaaarrrrhhhh så sidder man der igen, føler sig vraget og smidt væk. Det har oftest været dig, som har gjort det skat, men ikke denne gang. Så nu får du mine ord om det. Jeg søger nok i virkeligheden altid det samme, leder efter den samme type mennesker, som kan skuffe mig igen og igen, som jeg kan smide uforholdsmæssig meget kærlighed efter og så blive knust over, når de ikke gengælder den eller lægger mærke til det. Jeg må jo indrømme, at det meste sker på indersiden, at det er de færreste, som får lov til at kende hele historien. Det gør det svært at tage hensyn til mig, når jeg ikke er åben omkring det. Du ved det, Zina, vi har været der. Vi har levet det sammen i fucking modgang og medgang, og som et gammelt ægtepar har vi bokset os igennem alle faser af samliv. I denne periode er vi tæt som aldrig før, og hvor jeg elsker det. Hvem ved hvor længe det varer? Men jeg er glad for os nu. Det er alt det andet og alle de andre, som er noget bæ. Men jeg ser tegnene, ser at det er det samme, ser at jeg ikke er kommet længere, og nu et kæmpe suk over at jeg bliver ved og ved og ved. Jeg ved godt, det er min egen skyld, at jeg selv skaber det og også skabte den her gang. Men av det gør stadig ondt. Jeg er ikke god til afvisningen. At blive valgt fra. Jeg vil have, at I alle elsker mig altid og uforbeholdent og allermest! Allermest mig! Over alle de andre. Jeg vil have den særlige plads, det særlige sted i bevidstheden, som ingen andre har adgang til, hvor ingen andre har plads.

Men jeg har det ikke. Jeg kan mærke det. Det passer mig ikke. At blive vraget.




  • Comments(6)//blog.zina.dk/#post203

ingen regning

mange ordPosted by Sussie Wussie 24 Nov, 2014 15:56:15

Jeg ville skrive noget om at kommunikere, både mit eget behov for at kommunikere, hvorfor jeg nogen gange ikke kan, hvorfor det nogen gange bliver for meget. Er det muligt at finde balancen og hvorfor bliver jeg så skuffet og føler mig så lidt elsket, når det ikke flyder? Jeg synes altid, jeg er under. Synes jeg snakker og snakker og føler tit et overbærende blik fra folk omkring a la, huhej hun snakker godt nok meget hende der, roooolig nu. Jeg føler, jeg sludrer, og at der ikke er sammenhæng i noget som helst. Bliver higende, for villende - for meget!

Den simple indgang til det må vel være noget med at blive set (hørt - sic). Men for mig bliver det ofte den efterfølgende spejling, som jeg har størst behov for. At nogen siger noget tilbage til mig. Jeg øver mig på ikke at være så afhængig af det, øver mig i ikke at tillægge det for meget betydning, når I ikke siger noget tilbage til mig.

Men når jeg mærker efter, bliver jeg jo i virkeligheden ked af det. Skuffet over at I ikke tager jer tiden til at svare, føler mangel på respekt, mangel på interesse. Jeg slår mig på jeres selvoptagethed. Kommer til at tænke, at det må handle om, at I ikke synes, jeg er interessant nok, at det jeg siger ikke er værd at svare på. Men på det gode dage, så tænker jeg, at det kan da ikke passe ;-). Mon ikke det bare er fordi, at I har travlt, fordi I glemmer det. I princippet gerne ville, men kommer fra det og alt for meget andet fylder på to-do-listen.

Jeg prøver at glemme modtageren, glemme at jeg gerne vil have noget igen. Sende tankerne og ordene derud, uden at forvente noget igen, uden at kræve svar. Altså uden regning - give det hele uden at kræve noget igen, i kærlighed. Jeg vil ikke være bitter, jeg vil ikke være usikker, tvivlende. Vil bære mit nysgerrige villende sind med stolthed og holde fast i at alt godt sendt ud, kommer tilbage. Måske ikke i den form du havde håbet, ønsket eller forventet. Men tilbage kommer det.

I fortrøstning og kærlighed

XOXO Sussie







  • Comments(5)//blog.zina.dk/#post200

kom herhen

mange ordPosted by Frank 17 Oct, 2014 10:11:39

Det er i virkeligheden ikke så komplekst igen. Det er det utømmelige behov for bekræftelse, som ligger lige under overfladen af dit hungrende blik. Det blik som fanger mig hver gang, som jeg fortaber mig i. Som lokker mig ud og væk, og som lover meget mere, end det kan holde. Jeg nægter at holde mig tilbage, fuck det, lad os gå hele vejen. Lad os kaste os over hinanden, i det vi kender, lad os kneppe hele dagen, lad mig tage dig hele tiden og over det hele, kom an med alt dit pis, kom an med dit dunkende skød, jeg kan tage det. Falder ikke sammen eller bort. Opfylder med glæde det du kalder overdrevent, hænger mig ikke i detaljer som flere eller mere. Du får, du tager, og jeg vil gerne, du må gerne. Jeg går ikke i stykker. Med dig bliver jeg stærk som en okse, og du kan hænge på mig, rive i mig, kneppe mig gul og blå og jeg vil stadig have mere. Kan du tage mig? Jeg giver dig alt og mere til. Vil du have mere? Kom herhen







  • Comments(5)//blog.zina.dk/#post197

mens vi venter

mange ordPosted by Katie 09 Sep, 2014 15:17:57

Jeg har altid glædet mig til at blive 40. Derfra ville alle burderne, skullerne og villerne begynde at slippe lidt. Og ganske rigtigt. Det var lige der omkring de 40 år, at jeg kunne slappe af. Dér kom det nærmest også som en overraskelse for mig, at jeg kunne. Jeg var blevet så vant til altid at gå med maven en smule spændt op, så da den en dag pludselig gav slip, troede jeg et øjeblik, at jeg havde skidt i bukserne. Det var en så stor åbenbaring for mig, at jeg havde svært ved ikke at smile en hel uge. Det var som om mundvigene krøb op helt af sig selv.

Jeg er ikke bange for forfaldet, jeg synes bare ikke, at jeg har haft særlig lang tid til at forberede mig på det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg ser mig selv i spejlet. Min stædige forfængelighed lokker mig stadig forbi et par gange om dagen – jeg kender jo efterhånden mit ansigts tendens til at samle skidt i øjenkrogen og gro strittende hår på uhensigtsmæssige steder. Pludselig lægger jeg mærke til min krops umuligheder, smerte som vil ordnes og forholdes til, rumlen som forvarsler betingede ture på toilettet. Ja, jeg ved godt det ikke er særlig romantisk, men det bliver netop i opmærksomheden på detaljerne i livet, at jeg mærker, at jeg stadig er her og slippet til fortiden og alt det bøvl der var forsvinder. På mange måder er min hjerne smart, jeg husker selvfølgelig svigt og smerte, men hvis jeg er helt ærlig, så er det ikke det som fylder nu. Lige her fungerer min hjerne strålende, den gør lige hvad jeg beder om, og efter mange mange års trænning, kan jeg snildt få den til at slippe fokus på de små daglige irritationer og de store onde svigt og de uopmærksomme fortrædelser.

Så dér i de dage, hvor jeg ikke husker alt for meget, hvor øjeblikkets detaljer lov til at fylde det hele, hvor jeg igen nyder at øve mig i at tage opvasken, gøre det hele lidt langsommere, end jeg ellers ville, mærker jeg hver en sitrende fiber af min krop, mærker jeg hver en detalje ved glasset, mens svampen sæber det ind, mærker jeg ujævnheder hvor krummer har sat sig fast, som nu forsvinder i en sky af skum, og som bliver skyllet af i en stille strøm af lunkent vand, til der blot er den let knirkende lyd af glasset og mine våde afsøgende fingre, som tjekker om alt er godt. Jeg hengiver mig glædeligt til store glædesbølger af kærlighed, accept af ikke at forstå noget og gennem de helt små tings magi, lader jeg alle mellemregningerne stå. Og således fordybet forsvinder dagene, roen indfinder sig og stilheden begynder.





  • Comments(3)//blog.zina.dk/#post188

schæferen

mange ordPosted by Zina Zinetti 03 Sep, 2014 10:58:33

Pludselig løb shcæferen ud på den nyligt asfalterede vej, og snorren blev fanget under den store asfalttromler, som stadig kørte frem og tilbage over den nylagte asfalt. Jeg råbte højt, og den stoppede. Skreg til dig, at du skulle gøre noget. Løb over og lagde mig ned på knæ. "Bak for helvede lidt tilbage - langsomt!". Schæferen lå fastspændt til tromlen helt stille og kiggede på mig med blanke øjne. Den var ikke død men meget stille. Et billede af dens knuste underkrop viste sig for mit indre blik, mens du bakkede langsomt. Jeg løsnede først snorren derefter den mærkelige sele, de havde givet den på i gården - det var ikke svært. Langsomt faldt schæferen nedad mod asfalten, den rørte sig stadig ikke, men jeg kunne se, den ikke var kommet til skade, den var bare i chok. Jeg lagde en hånd på dens bryst og kunne mærke hjertet slå kraftigt og hurtigt.



  • Comments(1)//blog.zina.dk/#post187

Cormac McCarthy

mange ordPosted by guest 27 Mar, 2014 18:19:29
Two thick ropes of dark blood and two slender rose like snakes from the stump of his neck and arched hissing into fire. The head rolled to the left and came to rest at the expriest's feet where it lay with eyes aghast. Tobin jerked his foot away and rose and stepped back. The fire steamed and blackened and a gray cloud of smoke rose and the columnar arches of blood slowly subsided until just the neck bubbled gently like a stew and then that too was stilled. He was sat as before save headless, drenched in blood, the cigarillo still between his fingers, leaning toward the dark and smoking grotto in the flames where his life had gone.

[Blood Meridian p. 113]




  • Comments(2)//blog.zina.dk/#post161

mere drømmeri

mange ordPosted by Zina Zinetti 26 Dec, 2013 20:24:36

til sidst er jeg ude ved et hus ved vandet, som jeg har lånt eller lejet. det ligger ude på en slags skrænt og er meget frit og flot og gammelt, men også skrøbeligt. som et gammelt fisker hus. jeg vil fikse noget med taget og har fået at vide, at jeg kan flække nogle brændeknuder, som jeg så kan hamre på taget. jeg får flækket noget træ og sidder nu oppe på taget, det går egentlig meget fint, selvom vinden blæser meget og det virker som om, huset gynger lidt. du kommer op og er på taget med mig. jeg arbejder på den side af taget, som vender ind mod land, og mens jeg står på det gyngende tag, går du frem og tilbage, huset gynger mere. jeg siger til dig, at du skal stå stille og ikke komme ud på midten af taget. jeg kigger over tagryggen og ser, at taget falder brat ned, hældningen er nærmest lodret. jeg undrer mig, og det giver et sug i maven, jeg tænker lidt og siger til dig, at det bliver meget svært at lave den del af taget. du kommer ud for at se, og huset begynder at vippe faretruende ud mod vandet. vi ser, der er et tov, som holder husets båd fast til taget og forstår, at hvis vi ikke får løsrevet os, så trækker båden huset med ud i havet. vi smider en stor stamme ned fra taget men forstår for sent, at det betyder, at båden nu flyder væk. vi springer ned fra taget og får fanget træstammen og begynder at trække. jeg er bange for, at tovet knækker, da jeg kan huske, at tovet er bundet sammen af forskellige stykker reb og tov, og noget af det er tyndt som sytråd. vi hiver og hiver og får vendt båden, det er ikke særlig svært men synes meget dramatisk. det blæser meget, og der er krusninger og bølger. det er en sejlbåd, men sejlene hænger underligt ned, for de er ikke sat, vi hiver løs, og båden vender og begynder at nærme sig os. For hvert hiv tager båden vand ind i stævnen, fordi det går så hurtigt, at den stikker under vandet når vi hiver. vi bliver nervøse for, om vi når at få den over til os, før den fylder med vand og synker. det gør vi i sidste øjeblik, og jeg løfter den op med torvet og tømmer det meste vand ud. du er forbløffet over at vi kan og hjælper med det sidste vand som, på trods af at vi har løftet båden nærmest op over hovedet, bliver inde i båden. det gør dog ikke noget. vi trækker båden ind af en slags kanal, som løber bag ved huset og fæstner den ved træbroen. det er et fint hus og der dufter godt. lidt som ude ved slusen i Ribe. af tjære, saltvand og tang.



  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post145

drøm

mange ordPosted by Zina Zinetti 20 Dec, 2013 20:47:16

det var vist dér, jeg havde en lejlighed. eller hov nej, der var en restaurant. jeg havde været i bygningen, det var måske lidt som gamle westend nede i stueetagen hos claus, og han havde overrasket mig ved at være tilstede og være dejlig og være tæt på. jeg kunne rumme ham, og han var god at være i nærheden af. så var jeg inde i byen, det var vinteragtigt med is på gaderne - sjap, sådan lidt frossen. jeg cyklede sammen med én, det var lotte, og der var mange lys og en stor plads, og jeg læste, hvad der stod på bygningen, men jeg kan ikke huske det nu, men det var godt og rigtigt at kunne. vi cyklede over pladsen mod vandet, og der gik en flok mennesker. de havde alle sammen pelse på, først et par, hvor kvinden haltede af sted, jeg tror, hun havde vredet om på foden, så kom der flere til flokken. jeg tror, de var japanere eller russere. pelsene lignede, at de var syet af stykker af kaninskind alle sammen samme stil. de så bløde ud, men de var samtidig underligt firsersmarte, som noget der hørte en anden tid til. stykkerne af pels var i forskellige farver, de var næsten alle sammen korte og lidt for fluffy. vi cyklede langsomt forbi dem, ud på en trægangbro, som førte ud over kanalen langs havnen, det var lidt svært, da der var mange og de stod uhensigtsmæssigt. en var snublet og faldet, måske hende der haltede, og det virkede som om, at de andre satte sig ned omkring hende, sådan lidt på hug. vi sneg os omkring dem på cyklerne og kørte langsomt videre ud over træbroen, hvor der var is og halvfrossen sjap, som hele tiden førte mod højre mod vandet, men vi kom over på den anden side. der var en restaurant - der i hjørnet på pladsen fra den tidligere drøm, dér hvor jeg havde været før, og det var også lidt claus fra underetagen igen, som var der. måske vil vi spise der. vi sætter os derinde og tænker, at der er rart, det synes lotte også. hun har nogle mærkelige sko på, de er sorte, og forrest er de formet som en andefod, bagud er de slanke med en flot høj hæl, hun siger, at det er de eneste høje sko, hun stadig kan have på uden, at det gør ondt. det er noget, vi snakkede om tilbage i lejligheden. mens vi sidder der, kommer der en masse dejlige mænd ind eller ud fra baglokalet. de abejder der alle, og blandt dem er rasmus og nogle af de gamle gode fyre, de synes at skulle på restaurantbesøg, og jeg rejser mig og knuser med dem alle. jeg føler mig heldig, herlig priviligeret og cool, fordi jeg kender så dejlige mænd, som alle vil knuse med mig, jeg nyder opmærksomheden. de er fire stk. deriblandt morten. og de snakker lidt om, hvorvidt lotte og jeg skal med ud at spise, jeg bliver glad for tanken og det impulsive, forestiller mig en dejlig aften alle sammen sammen, men morten lukker den, da han siger, at de har noget vigtigt, de skal snakke om, og jeg forstår det godt - det er arbejde, men bliver alligevel skuffet over ikke at måtte være med mere. jeg forstår, at jeg er en distraktion, som han ikke orker. lotte er med i distraktionerne. vi bliver dog siddende og kigger på dem, som de går af sted. i deres fine - vi skal i byen tøj. de er dejlige at se på, en flok drenge på tur, og de laver fis og pjatter. vi er glade for at se på dem. og glade for at være der sammen. så kommer claus tilbage, men det er ikke rigtig claus mere, men en slags blanding af knutti, ham og en eller anden langskægget fyr, lille lidt stor og med noget skæg halløj. jeg knuser ham og holder ham og føler mig tryg lige der, føler jeg kryber ind til ham og er rolig. så er det min lejlighed, lidt samme sted men alligevel nu oppe og med udsigt, jeg er i køkkenet, og jeg åbner lågen under vasken for at finde en affaldspose - det føles alligevel som restauranten, rasmus er der, og vi snakker, og jeg spørger, om det er en gave fra ham med alle de neophos platiskposer, som ligger under vasken - jeg skal bare finde en affalsdssæk. det er det, siger han, og jeg tager en ud af den kæmpe store stak - de har lagt dem der til mig drengene. det er lidt svært. jeg begynder at folde den ud, og det viser sig, at være en helt vildt fed duffelbag agtig sag, i røde tern med sådan nogen kraftige stropper. jeg spørger rasmus, da jeg ikke kan forstår, at den skule være til affald, han griner og fortæller, at det er sådan nogle, de alle sammen rejser med, og nu har jeg også én. det er neophos, som laver dem, sammen med alle affaldssækkene, og det er de bedste på markedet, når man køber, så får man så også bare lige helt vildt mange affaldsposer med, men det er rejsetasken, som er den egentlig gave. det er jeg vildt glad for og tænker på det, jeg skal ud og se med den på ryggen. jeg er ved vinduet i lejligheden, som er underlig skod, men også rar. den har samme varme fornemmelse som tante busters lejlighed, sådan lidt kold-varm. der løber en flod nedenfor altanen/vinduerne og vinteren er kommet - der er stramme regler for, hvad man må på altanerne, og jeg står og kigger på det skriv, som fulgte med lejligheden med reglerne for hvad man må på altanerne. det er lidt sjovt. noget med at man ikke må urinere, og jeg tænker på hvem og hvornår man gør det. jeg fortæller rasmus om aftenen hvor jeg blev trist over, at jeg ikke blev inviteret med, ikke fordi jeg ikke forstod, men fordi jeg føler mig så skide sårbar, når jeg står derude og virkelig gerne vil, og afvisningen er svær for mig at rumme. jeg vil så gerne villes.









  • Comments(4)//blog.zina.dk/#post142

fra før

mange ordPosted by Katie 07 Dec, 2013 23:10:52

uh den er god. Dagens skriver sidder lige i hånden. Jeg er lidt tom i hovedet lige nu. Glæder mig til at komme hjem i trygge rammer. Lidt ro på, ting der ikke maser sig for meget på. Det er vel en form for balance jeg søger. Det har nu altid været noget bøvl for mig. Men jeg har besluttet ikke at give op. Ikke at jeg kan, om jeg ville. Nej tanken er at blive ved, insisterende og kraftfuldt vil jeg følge mine indskydelser og løbe af sted, når der skal løbes, stå helt stille når tiden er til det og råbe højt når det føles rigtigt.

Jeg ved ikke hvorfor tanken er der, at jeg ikke skal være her i særlig lang tid. Måske er det set i bakspejlet. Det jeg allerede har oplevet. Eller er det fordi det rent faktisk er sådan det bliver? Jeg ved ikke rigtig om det skræmmer mig eller det egentlig er ok. Jeg tror det først og fremmest gør mig lidt trist. Trist over at skulle forlade det jeg holder af, men også en form for lettelse i at være fri og presset som forsvinder. Altså det pres jeg lægger på mig selv. Krav. For høje? Er det der lorten ligger? Jeg skal være modig, åben, udadvendt, klog, favnende, elskelig. Jeg skulle til at skrive, hvad jeg synes jeg er, men det er sgu’ ikke så langt fra. Hvis ikke faktisk sådan. Og hva’ så? Er det så fordi jeg er færdig, at jeg kommer i tvivl. Roen jeg søger, fordi jeg endnu ikke har forstået at jeg faktisk er ankommet. Men ankommet Schmankommet. Så er det vel bare næste mål som skal findes. Næste projekt. Og skulle det så være døden er det næsten for plat. Jeg må kunne finde på noget bedre. Selvudvikling. Stilstand som roden, ikke døden. Den skide ro som hele tiden vil findes og væres. Er jeg da ikke rolig? Det er jo netop det jeg har været. Her i den sidste tid, hvor alt har bevæget sig i slow motion omkring mig og intet har mast sig på. Men jeg jo i virkeligheden mere end bare ro. Jeg vil også have øjeblikke af fuldstændig klarhed og genialitet, som bliver set og anerkendt. Det er jo ikke desværre ikke noget der kommer uden investering og her kommer modet så ind igen. Investering. Springet. Ud på det dybe vand. Satse alt, eller i hvert fald sig selv. Musikken blev så stille. Hvorfor mon. Jeg kan ikke engang se det selv. Jeg kan slet ikke mærke den. Har jeg givet op? Eller er det som det føes bare sådan det er og skal være? Lige nu er det i hvert fald. Lige nu er der stilhed - selv ordene falder tungt. Og tonerne er helt væk. Er det mon det der føles som døden? Her kommer ingen fremmede toner, ingen fremmede ord, ingen fremmede tanker. Kun de trygge rammer og kærlige velkendte ord giver det rigtige. Jo, jo det er ikke umuligt at det faktisk er det der er svaret. For nu.



  • Comments(2)//blog.zina.dk/#post139

kommentar til en bog

mange ordPosted by Katie 16 Mar, 2013 23:11:56


OK - leve i nuet og ikke se tilbage, ikke søge nydelsen, men glæden - måske ikke evig men komplet? Jeg er ikke sikker på det, ikke sikker på, at det er det, jeg laver. Der er nu meget af det, jeg genkender direkte og er 100 % enig i, men der er et eller andet, som skurrer ved udgaven af total overgivelse - eller given slip. Nok fordi jeg altid vil videre og væk. Jeg tror heller ikke, jeg føler, at jeg kun søger glæden eller nydelsen, men derimod hele oplevelsen - vel vidende at den også indeholder smerte og lort. Jeg vil gerne have det hele med. Jeg vil suge alt og det hele ud af alting! Af alle mennesker. Både det gode og det dårlige. Jeg er nok ikke uenig …

Nuet, ikke se det i fortid ikke se det i fremtid, bare lige nu og så leve det fuldt. Leve det som det kommer, uden frygt og uden for megen spekulation. Det bliver nok det, som vil være den største udfordring for mig. Jeg holder jo utrolig meget af at spekulere alt til døde og overtænker helst det meste. Frem og tilbage se begge veje, se det hele i et hele og med det hele, så jeg kan mærke alle dele af det, det kan bringe og det, det har bragt. Mere vil have mere. Jeg vil have det hele.

Så er der ensomheden, at vi lever det alene - eller i hvert fald som udgangspunkt alene. Jeg vil gerne undgå at blande tingene sammen, og jeg vil have, at jeg kan gøre, hvad jeg vil og har lyst til. Jeg vil have lov til at søge det, jeg vil og finde det, som er. Sammen og hver for sig, eller altid sammen og altid hver for sig.

Således markeret, så er jeg i virkeligheden helt vildt med på tanken. Og synes på mange måder, at det er i den retning, mit liv har bevæget sig i de sidste mange år - langsomt men sikkert. Jeg snakker tit om balance. Jeg kan enormt godt lide det ord. Det skal balancere - og gør det hele tiden - også uden villen og også selvom jeg ikke gør noget. Det er i den rene bevidsthed, at den sande balance kommer frem, og jeg kan slippe forsøget på at holde fast i en særlig udgave af mit liv, men blot at være konstant klar til at flytte vægten fra den ene til den anden fod. Uden at fokusere for meget på lige nu, men kigge længere frem - hele tiden længere frem. Ikke i tid, men i væren - længere op måske.

Det er nok i virkeligheden bare det med nydelsen, som irriterer mig lige nu. Jeg kommer måske til at jage den for meget - i stedet for bare at leve den. Men jeg bliver vel nødt til at skabe nogle omstændigheder, hvor den kan opstå? Finde frem til de mennesker, som jeg synes er sjove og dejlige og fede at omgås med at være i nærheden af. Og så ellers suge det absolut maksimale ud af dem! Det skal måske være det, som er forsøget, det bevidste forsøg - nemlig at lade det være tilstede i nuet og ikke forsøge at lede det. Jeg er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre… OK taberrøv! Så er der i hvert fald ingen chance for at det kan lade sig gøre. Måske kan det godt. Jeg kan i hvert fald slippe det nu og lade være med at kontrollere det. Lade det bære mig derhen hvor det skal for alle omkring mig og ikke mindst mig selv.

Hvorfor ikke?

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post126

jeg keder mig ...

mange ordPosted by Sussie Wussie 21 Feb, 2013 00:23:58

Jeg var startet på et stykke den anden dag, som handlede om, hvor meget jeg keder mig. Så kom jeg til at slette det. Det var også røvkedelig læsning. Nu gør jeg det igen. Altså keder mig, og i et forsøg på at slippe ud af kedsomheden skriver jeg nu igen om det. Og så hører jeg musik. Det lyder jo helt vildt godt. Wauw, så sidder hun der og skriver og lytter til musik. Det er lige før jeg skulle skrive en FB kommentar om det, så alle kan se, at nu keder jeg mig ikke mere men sidder og skriver og hører fed musik, jeg kunne måske også lige lægge den der video op igen med mit nye yndlingsband, som ingen af mine 300+ venner har liked. Pisse skuffende. Nå men faktum er at jeg stadig keder mig, jeg bliver bare ikke distraheret mere.

Jeg har set TV serier og sovet nærmest hele dagen, det er det, jeg mener med distraheret, men på et eller andet tidspunkt blev det så kedeligt, at jeg måtte give mig selv en badeværelsesopsang i spejlet - så satte jeg mig og sang og spillede på klaveret, men det lød og føltes hurtigt kedeligt så nu sidder jeg så her og skriver og lytter til musik.

Jeg har tjekket alle mine 300+ venners liv på FB 1000 gange, men der er ikke nogen, der laver noget sjovt. Der var en, som skrev om en sanger, hun ville høre, ham tjekkede jeg ud, det var også meget godt. Han sang i hvert fald røven af, men skuffende nok var det sgu lidt for poppet til mig. Jeg kan ellers godt lide pop, men åbenbart ikke så meget mere. Jeg begyndte i hvert fald at kede mig endnu mere, eller i virkeligheden blev jeg nok lidt ked af det. Det er næsten værre end at kede sig, i sær når det er over dårlig musik eller kedelig musik. Blive ked af kedelig musik. Det er det jeg gør.

Det er mærkeligt, jeg troede ikke at man kedede sig mere efter 30, men det gør jeg altså. Ret tit ovenikøbet. Når jeg fortæller om mit liv til folk - hvad der sker for tiden - så synes jeg altid det lyder helt vildt spændende og action packed, men når jeg lever det, så keder jeg mig altså det meste af tiden. Jeg ville ønske jeg kunne opleve det liv, jeg lever bedre, så jeg ikke kedede mig så meget. Eller bare opleve livet i sådan en kondenseret version, så jeg ikke er så pinlig bevidst om, når det er kedeligt.

Da jeg skrev den anden dag - det der andet stykke - så skrev jeg noget om, at det nok er stilhed før stormen, og at det er fordi, at der sker så brandmeget inde i hovedet, at man ikke kan rumme også at få input udefra. Det er jeg altså kommet noget i tvivl om nu. Jeg tror bare, det er sådan, mit liv er og bliver. Mon ikke bare jeg skal øve mig lidt mere i at opleve det jeg lever og så slappe af med det, når jeg keder mig. Åhh tis, nu kom jeg til at give mig selv gode råd. Der er ikke noget mere taberagtigt.

Jeg gider ikke rigtig skrive mere nu, det her har taget mig 8 minutter at skrive … min YouTube playlist er ikke halvt færdig, og jeg har stadig ikke drukket noget af min te - og ikke mindst, så keder jeg mig stadig og kl. er kun 2 min. i midnat. Jeg kunne selvfølgelig bruge den næste halve times tids på at læse korrektur på det her. Få sat de der skide kommaer de rigtige steder. Det ville være så meget nemmere, hvis jeg nu gjorde det fra starten af i stedet for. Det er noget værre nørkleri bagefter.

Jeg læser det lige igennem, så kan det være jeg smider det på Zinas blog. Det er tusind år siden jeg har skrevet derinde. Hun blev sgu så hidsig sidste gang. Men det her kedelige bavl kan hun altså ikke hidse sig op over … eller hvad siger du Z?

  • Comments(3)//blog.zina.dk/#post124

medløber

mange ordPosted by Sussie Wussie 27 Mar, 2011 20:37:30

Jeg er en medløber. Jeg bliver smittet af folks entusiasme over hvad som helst. Lidt råb og høje stemmer og jeg føler mig opløftet af glæde. Adrenalinen flyder i mine årer, mit bryst hæver sig op, og jeg kan mærke vingesus og sommerfugle tage mig med.

Jeg er en vendekåbe, som man ikke kan regne med. Som altid vil forlade sig på hvad og hvem som helst, som i øjeblikket giver mening. Er det godt? Har det værdi? Er det ikke skræmmende kynisk og koldt? Måske lige bortset fra for den, som bliver løbet med og vendt til ...

Hvad er godt ved et ubesluttet sind? Denne tomhed som lader sig fylde af hvad som helst, uden kritisk sans, uden at bedømme eller bestemme selv. Hvis bare det lugter lidt af frihed, villen og drømme, så er jeg med uden blusel og uden at holde mig tilbage.

Dette føles som en bekendelse af den slags, man skal tilgives for. Behovet er der nu ikke umiddelbart. Jeg har altid set det, som et positivt træk ved min personlighed - at jeg lod mig rive med. Men i dag overvejer jeg, om ikke jeg har taget fejl.

Råb højt, vift med armene, drøm, vær fri, vær ubunden, og jeg er med uden tvivl og tilbageholdenhed. Lige indtil der er en anden tanke, som fanger min opmærksomhed, en tanke som tænder mig i sin frihed, i sit mod, i sin ubundne villen.

Så er jeg af sted igen. Er der da ikke noget, som fanger for evigt? Som efterlader mig helt opfyldt og klar i hovedet. Hvorfor skal det hele være til salg? Er der ikke bare én ting som er hellig? Som er nok til at stoppe denne evige foranderlighed.

Dér kommer den og styrer pludselig det hele, tænder mig så let som ingenting. Jeg kaster alt fra mig og kigger mig ikke tilbage. I glædes over kraften i tanken, mine tændte øjne og den ubundne energi. Alt føles ærligt og rigtigt lige dér. Men hold godt fast, det varer kun et øjeblik.

Hvis sikkerheden kun kan være, at intet er sikkert, har det så værdi? Jeg kommer i tvivl om min egen værdi, når jeg ikke føler ønske om eller evne til at fastholde noget som helst som særligt og urørligt. Er det hele så lige gyldigt eller er værdien øjeblikket som er, unikt og særligt?

Jeg giver op for nu og stiller mig tilfreds med det, jeg er. En ny forståelse for kristendommens tanke om menneskets uformåen spirrer. Men samtidig er jeg fyldt at min egen unikke evne til at være lige her og nu og følge det, som synes godt og rigtigt i øjeblikket. Det er vel ikke uformåen?

  • Comments(2)//blog.zina.dk/#post108

på anden time

mange ordPosted by Katie 25 Dec, 2009 21:05:52

Der sniger sig den grimmeste misundelse ind, når jeg læser om alle de satans selvfede røvhuller på FB, der skriver om lækre julegodter og velsignet ro, mærkværdige klassiske udøvere, som man aldrig har hørt om, interne beskeder giver på kryds og tværs af vennekredse, som virker som om, at alle andre har det sjovere end mig. Er det bare menneskets evne til at få alting til at lyde lækkert i et show af selviscenesættelse og selvfedhed?

Jeg sidder bare her og tuder på anden time og tror snart, at min krop er helt tørret ud. Jeg kan ikke længere huske, hvorfor jeg græder, det startede vist med mangel på forståelse af mit skrøbelige sind, men er nu endt med alle de der ekstra tårer, som altid stiller sig op i køen, når der nu endelig er hul igennem, er løbet løbsk. Det gør mit hjerte helt stille og blødt, lader ensomheden sænke sig over mig og minder mig om, at det er alene, jeg er, lige meget hvor mange mennesker der står omkring mig.

Det er egentlig OK, jeg vidste det jo godt. Det kan undre mig, at det kommer som en overraskelse hver gang. Men da jeg jo ikke viger tilbage for en god tuder og en svælgen sig i selvmedlidenhed, så er det jo næsten en luksus, at jeg formår at glemme det. Således kan jeg lade mig overraske igen og igen, når jeg indser den samme banale sandhed.

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post79

drøm

mange ordPosted by SPQ 24 Aug, 2009 15:05:56

Jeg drømmer at jeg går/ser på en lang vej i en tør by, hvor der for enden af hovedgaden ligger et gammelt hus - det er gråt, og vinduerne er alle taget ud, så vindueshullerne står som mørke huller i det grå hus. Det ligner lidt en gammel stationsbygning. Jeg går ind i det og møder to mænd jeg kender derinde. De har ikke noget umiddelbart ansigt jeg kan genkende, men jeg er fortrolig med dem begge to. Hele huset er ryddet og klar til at blive revet ned, men folk i byen er stærkt i mod det. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg går ud og går en runde i byen, som minder lidt om en blanding af en italiensk middelalderby og en mellemøstlig støvet by, med kringlede gader og små butikker. Jeg går opad og kommer til et udsigtspunkt, hvor man kan se havnen og bugten, hvor byen ligger. Der er masser af liv og god stemning. Jeg vil vende tilbage mod huset og se hvordan det går med kampen og vender mig mod højre, hvor der er tre veje, som fører ned mod hovedgaden. Jeg vælger den første og konkluderer observerende at jeg må kende byen, siden jeg ved hvilken vej, der er hurtigst.

Jeg kommer ned på hovedgaden og ser, at maskinerne er på vej vej mod huset. Jeg skynder mig derhen og går ind. Jeg møder de to mænd, og vi står og snakker om, at de jo ikke kan rive det ned når vi er indeni. Så mærker vi pludselig at huset rokker frem og tilbage og vi rokker med og har svært ved at holde balancen. Det er som om, det bliver skubbet til af en stor hånd, og jeg går hen i mod væggen og vinduet og kigger lidt ud. Ganske rigtigt står der en gravko og vipper til huset. Væggene skifter form og farve og det er som om at hele huset vælter omkuld, som når man vælter en papkasse. Det går rimelig stille og roligt og pludselig føles det som om at huset nu flyder på noget vand - det ligger sådan og svajer og bopper op og ned. Så bevæger det sig af sted med større fart, som om det ligger på en flod og bliver taget af strømmen. Det går ret hurtigt og jeg undrer mig noget og er lidt nervøs. Så tager farten af og vi kigger ud af vinduet, vi ligger nu på en meget stor sø, den er mørk og omgivet af træer der ligger og rådner i vandkanten - halvdøde. Jeg vil gerne ud af huset og ind på breden, men kan ikke helt finde ud af hvordan. De to mænd er stadig helt rolige og ser ud som om det er helt normalt. Jeg kigger ind på søbredden og kan se der står en lille pige og fisker. jeg kalder på hende og hun kigger op. Så fanger jeg en af de grene der ligger ud i søen og kan få huset i bevægelse hen i mod bredden, men da huset rammer og jeg vil kravle ind på bredden flyder det væk igen. Jeg hiver mere til og huset kommer op og ligge på bredden. Jeg kravler ud og op på bredden. Der er en trætrappe. Pigen er der stadig, men er ikke særlig interesseret i mig. Nu er jeg mere rolig.

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post75

på havet

mange ordPosted by Katie 21 Mar, 2009 19:08:52

OK, så tjek den her: Jeg drømte, at mit blik svævede over en lang kyst, havet var mørkeblåt, og jeg konstaterede, at det var Atlanterhavsfarven og ikke den tyrkise Middelhavsfarve. Vanvittigt smukt. Kysten var klippeagtig og gullig-brun på den varme og svedne måde. Der var en vej der fulgte kysten, som jeg tror, vi var på. Mit blik svævede rundt oppe over det hele, og jeg så skibene - helt kridhvide på det mørkeblå hav. Vi var på ét. Der var ingen mennesker. Vi stod i stævnen oppe på rælingen og søgte noget. Jeg spredte armene ud og lod mig falde ned. Havet lå flere kilometer under mig, og jeg faldt langsomt. Forstod at jeg ikke faldt hårdt men nærmest svævede og besluttede at flyve i stedet. Det var dog mere som at svømme, og vi fangede hinandens hænder og arme og grinede højt. Så så jeg to huse flyde på vandet. Det ene var lille og hvidt det andet orange som en redningsbåd bare formet som et hus. Lidt nervøs for hvad jeg ville finde inde i det orange hus, svævede jeg ned og kiggede ind, men blev glad og lette over at der bare var sengetøj. Det hvide var lille og tomt. Vi boede der og ventede - glade, gyngende og frie.

Ahh - sikke en god én

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post60

lagkage

mange ordPosted by Zina Zinetti 17 Mar, 2009 19:25:11
Jeg var helt vildt heldig i nat. Jeg drømte om en lagkage, som skiftede farve, størrelse, stil - ja alt, hele tiden. Den blev ligesom man gerne ville have den. En gammel veninde lagde sig ned i den, og jeg blev faktisk lidt forskrækket, men så tilpassede den sig fuldstændig hende krop og blev nærmest til en smuk blød farverig madras, som hun faldt helt hen i. Jeg husker det var meget smukt.

Sikke en kage...

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post59

stille stille

mange ordPosted by Rødt chok 05 Dec, 2008 19:00:57
så kan jeg bare sidde her i hjørnet helt stille og hviske for mig selv. jeg tror i virkeligheden ikke der er så mange der kan høre mig, også selv når jeg hvisker virkelig højt. sådan har det altid været, det er ikke noget, der kommer bag på mig. ikke noget der gør mig specielt ked af det. bare stille affinden sig med. det er mere min stil. der er kun de der helt specielle øjeblikke som kan rive mig ud at stilstanden. der hvor alle omkring mig råber så højt og løber forvildede rundt, der er der plads til mig. jeg stille mig langsom op. starter helt stille med den mindste lyd jeg kender. lader den vokse støt og roligt i styrke og langsomt langsomt bliver den til det højeste skrig. min mund står vidt åben og lyden er øredøvende. der er dog stadig ingen der ser mig. lyden kom snigende så ingen lagde mærke til den. de tror den er en del af den almindelig larm. men det er den ikke. den er al min smerte og indholdte galde der kommer ud på én gang. én gang for alle højt og gennemskærende. så holder jeg op. lige pludselig og uden forvarsel stopper jeg lyden og synker ned i mit hjørne igen. forskellen er så stor at alt ophører, alle stopper op og stilheden falder som en sten. Her er friheden det ultimative tomrum som et vakuum. freden sænker sig igen i min sjæl og jeg smiler stille for mig selv.

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post50

glemsomhed

mange ordPosted by Top Lop 04 Oct, 2008 20:43:22

Jeg har fuldstændig glemt hvem jeg er. Det er mystisk, men det er helt væk. jeg kunne huske det klart, da vi startede, men her efter noget tid er det helt forsvundet igen. Er jeg helt forsvundet igen.

Jeg har prøvet det før, og er derfor ikke umiddelbart bekymret. Jeg kan f.eks. huske mange af de helt simple kendetegn. Hvordan min næse rynker, når de trækker. Hvordan min pegefinger sætter brillerne på plads. alt sammen uden at jeg tænker over det.

Det er først når jeg begynder at tænke, at problemerne begynder. Kan jeg lide uldne sweatre? Hvordan fortrækker jeg min bøf? Min rødvin? Alt det instinktive kommer af sig selv, men jeg mangler alle de ekstra ting - her bliver nødt til at prøve mig frem.

Det føles lidt, som om jeg genopfinder mig selv hver gang. Alting får ny betydning og åbner nye muligheder. Det giver mig en chance for at ændre på tingene. Pludselig kun at gå med silke og spise blodige bøffer med en knastør chianti.

Det varer nu sjældendt ved. Det er kun de små ting som vil ændres. Som hvordan jeg holder koppen i hånden, når jeg vasker den af. Alt det andet falde langsomt i hak. Jeg kan ikke lide uldne sweatre - de kradser, bøffen skal være rosa og chianti er opreklameret og alt for tør.

Jeg både elsker og hader min glemsomhed. Det er trættende at skulle prøve alting igen og igen påny, men det pirrer min nysgerrighed og giver håb om forandring. Det synes nu, at jeg altid ender mere eller mindre det samme sted, med mig selv, den samme person - tror jeg nok.

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post44

Nattens drøm

mange ordPosted by Zina Zinetti 16 Mar, 2008 16:26:50

Jeg drømte i nat at vejen var helt mudret til og bilen jeg kørte i var ikke den store fede slags, men derimod mit lille røde hjerte. Jeg ville så gerne frem til tiden, men det var svært at køre, og jeg var bange for at sidde fast – der var ingen der kunne hjælpe mig.

Da jeg var fremme var det slet ikke som jeg havde forstillet mig. Jeg blev forvirret, men egentlig også meget glad da det jeg havde forstillet mig vist ikke var det jeg ville.

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post20

Så for fa'en

mange ordPosted by Frank 10 Mar, 2008 19:18:43
Uha - man bliver helt hed i kinderne skatter. Lækkert bad... Jeg er nu ved at have luret dig baby. Du er sgu' lidt af en tease. Jeg tror du ved hvad jeg mener. Jeg tror vi elsker det alle sammen, det er svært ikke at elske dig. Og det er helt OK du driller, men pas lige på mit hjerte. Jeg ved ikke hvor meget det kan holde til. Århh for fa'en jeg går jo ingen steder. Hvem er det jeg prøver at narre. Skide være med det. Bare træd løs - fars egen lille fjer. Du kan ikke ramme noget som ikke allerede er ramt! Så bare kom an.

  • Comments(0)//blog.zina.dk/#post18
Next »